torsdag den 30. januar 2014

Baby Bellini

Godaften på bloggen

Jeg vil vise jer en lilla lak fra Rimmel. Den hedder 'Baby Bellini' og er fra Rimmels Cocktail Colour kollektion. Navnet er lidt besynderligt eftersom en Baby Bellini-drink vistnok er gul. Nå, men farven på lakken er i hvert fald skøn, og så har den dét en amerikansk/engelsk blogger ville kalde for glass flake finish - men det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal kalde på dansk.




'Baby Bellini' er helt ok at arbejde med. Jeg havde ikke så godt lys, da jeg lagde den, men jeg synes ikke, at den dækkede helt ved to lag - så den fik tre. Jeg nåede at blive vildt irriteret på klistermærket på låget, fordi mine fingre sad fast da jeg skulle sætte låget tilbage på flasken (hvorfor jeg var ved at vælte hele flasken - med halvt påsat låg). Det virker meget discount at sætte klistermærker på en lak, synes jeg. Lakken er rigtig smuk på - desværre er den bare ikke rigtigt mig, og jeg ved ikke helt hvorfor. På billederne synes jeg, at den er smuk - og den skifter svagt farve alt efter hvordan lyset falder (hvilet også kan ses på billederne)... men den er bare ikke mig. Måske er den lidt for disco.

Jeg blev til gengæld fælt skuffet over kvaliteten af denne lak. Normalt chipper mine lakker ikke, men denne chippede efter ganske få timer - selvom jeg brugte base- og topcoat som normalt! Det er bare ikke i orden. Jeg sørger også altid for at forsegle mine negletipper - og på trods af dette kunne jeg se det hvide på negletipperne i løbet af et døgns tid. Øv, det var lidt skuffende. Men jeg er da i det mindste glad for, at det ikke er en farve jeg er helt vild med.






'Baby Bellini' blev i sin tid købt i Matas, men eftersom det er en limited edition er den ikke længere til salg i Matas. Men jeg vil så alligevel heller ikke umiddelbart opfordre nogen til at købe den!

- Maria


onsdag den 29. januar 2014

Again?!

Godaften derude

Jeg vil ganske vise jer nogle billeder af 'Again?!' fra Essie. 'Again?!' var en del af Essies Resort 2013 kollektion, men denne lak kunne vist ikke købes i USA. I hvert fald er det kun ganske få, der har vist billeder af den, og derfor blev jeg nysgerrig efter at se den i virkeligheden (det samme gælder 'Nice Package' fra samme kollektion - så den kunne jeg godt finde på at købe af samme grund).

'Again?!' er en cremelak som har en spøjs farve. Den er en blanding mellem koralfarvet og støvet bær/hindbærfarvet. Lidt svær at beskrive.




'Again?!' krævede to lag for at dække og den var helt fin at arbejde med. Jeg synes, at farven er virkelig fin på - og jeg havde den på i mange dage før jeg tog den af. Det er en rigtig fin klassisk og meget brugbar farve, hvis man ellers kan sige det!

Desværre blev billederne af lakken ikke så gode. Jeg havde glemt at tage billeder af den, og så blev det sådan liiige før det blev mørkt, og så kommer billederne til at se lidt mærkelige ud. I virkeligheden har lakken mere blå undertoner. Normalt linker jeg ikke til andre blogs for at gengive farver, men denne her gang ligger mine billeder simpelthen for langt fra virkeligheden, og denne blogger har fanget farven en del bedre end jeg selv har - jeg synes dog at den er lidt mørkere end hendes billede viser (obs. det er det nederste billede på hendes blog og ikke det øverste).







'Again?!' er købt på beautybay.com

- Maria

mandag den 27. januar 2014

Frygtet og berygtet: Water marble!

Godaften på bloggen

Jeg vil vise jer en water marble - som jo måske er neglebloggerens største frygt (i hvert fald min)! En water marble kan let gå galt fordi mange ting skal harmonere - og fordi det kræver tålmodighed.

Jeg valgte at bruge to farver til denne water marble, men i princippet kan man jo bruge alle de farver man vil! Jeg har brugt OPI 'Alpine Snow' og Essie 'Cute As A Button'.

Dette er et ret langt indlæg - så er I advaret!




En water marble går (ganske kort forklaret) ud på, at man har noget vand i et glas, hvor man stille og roligt drypper neglelak på overfladen af flere omgange - så tegner man et mønster med en rosenpind i lakken og dypper en negl i vandet. Man gentager processen til hver negl. Det er for svært på tekst at forklare præcist hvordan man gør, men jeg kan henvise til My Simple Litte Pleasures på Youtube, som er rigtig god til at forklare hvad hun gør - og så laver hun bare nogle fantastiske designs. Endvidere kan jeg henvise til Peak A Punch Polish (også på Youtube), som i denne video laver et design, der minder rigtigt meget om det, som jeg har lavet til dette indlæg.

Mine egne erfaringer siger mig, at det først og fremmest er en god ide, at se om lakkerne overhovedet kan sprede sig i vandet. Jeg har tit haft ideer til water marbles, som jeg har måttet opgive fordi lakken ikke ville sprede sig på overfladen - og nej, man kan ikke vide det i forvejen - man er nødt til at prøve sig frem.
Derudover er det godt, at have en base på plads inden man dypper neglene i vandet - til mit design lagde jeg to lag af OPI 'Alpine Snow' - og jeg brugte derefter både 'Alpine Snow' og 'Cute As A Button' til at danne mønsteret i vandet. Som tommelfingerregel kan man bruge den mest lyse lak i designet som base.
Jeg bruger en rosenpind til at lave mønsteret, og jeg bruger demineraliseret vand (som kan købe i de fleste supermarkeder) til at lave mønstrene i - og vandet skal have stuetemperatur.
Nogle foretrækker at sætte tape om neglene inden man dypper dem... men jeg er bare ikke så gode venner med tape - så jeg renser af med acetone bagefter. En læser gjorde mig dog for nyligt opmærksom på, at man kan bruge peel off base coat (eller trælim/skolelim) rundt om neglene, som man lader tørre, inden man går i gang med dypperiet - så skulle det kunne hives af bagefter. Men jeg har ikke selv prøvet denne metode, så jeg kan ikke stå inde for den - men jeg vil gerne prøve den en dag.

Dette er faktisk kun anden gang jeg laver en water marble - men jeg kan til gengæld se, at min (generelle) teknik og forståelse for lak er blevet langt bedre i forhold til sidst jeg lavede en water marble, hvilket også snart er to år siden! Så derfor: leg med det! Denne teknik kræver lidt tålmodighed - og så er det vigtigt at forstå, at en water marble sjældent bliver perfekt. Det er ikke så åbenlyst på disse billeder, men der kom f.eks. lidt luftbobler i lakken, men det er umiddelbart kun noget man selv lægger mærke til!

Jeg synes selv at resultatet blev rigtig fint, det ligner de der bolsjer med fløde/jordbær-smag (hvilket faktisk slet ikke var intentionen!). Det første billede gengiver farverne bedst.






Lakkerne er fra Billigvoks.dk.

- Maria


fredag den 24. januar 2014

Fælles Fredag - Musik!

God fredag

I dag er temaet Musik - og jeg var faktisk ikke meget i tvivl om, hvordan jeg skulle fortolke dette på mine negle. Først tænkte jeg, at jeg bare ville lave noder… men så kom jeg i tanke om mit favoritband (eller i hvert fald tidligere favoritband). Jeg lod mig inspirere af andre, der også har lavet designs ud fra dette band.

Dette er et langt indlæg med mange billeder - bare lige til advarsel. Jeg har brugt en del lakker til designet:

Ciate 'Big Yellow Taxi', Ciate 'Power Dressing', Max Factor 'Red Passion',




OPI 'San Tan Tonio', OPI 'Alpine Snow', Barry M 'Kingsland Road',




Essie 'Mesmerize', Essie 'Sand Tropez' og Essie 'Licorice'.




Og så til neglene - i dag kommer der ikke så mange forklaringer på hvordan jeg har gjort, da det vil tage for lang tid. Jeg synes selv, at neglene gengiver bandet meget godt. Jeg synes at resultatet er sjovt, men det blev meget hurtigt taget af igen - for det er jo et voldsomt rodet design!




Hvis nogen skulle være i tvivl, er det selvfølgelig disse piger indlægget handler om:




Jeg var vild med Spice Girls da jeg var en meget ung pige. Hele min ene væg var dækket af Spice Girls plakater (en anden var dækket af Back Street Boys). Jeg var vild med deres musik, og jeg var vild med dem som gruppe.

Jeg var mest vild med Melanie B (Scary Spice) - fordi hun var så vild og voldsom, og fordi jeg tænkte, at hun var typen der gjorde alle de ting, som jeg ikke turde. Hun var i øvrigt kendt for at kunne lide alt med leopard-mønster!




Jeg var også ret vild med Geri (Ginger Spice), som også var vild og sej - og turde gøre en masse mærkelige ting (f.eks. kyssede hun Prins Charles på kinden ganske uopfordret!). Jeg kunne godt lide, at hun var så sexet - og spillede så meget på det. Hun blev i øvrigt meget kendt for denne flagkjole, som hun havde på til deres første runde af koncerter (hvoraf den allerførste var i Istanbul). Og ja, jeg fik lavet lidt fejl på flaget, men sådan går det en gang imellem.




Emma (Baby Spice) sagde mig ikke så meget. Jeg var ikke så vild med hendes stil og hendes nuttede attitude, jeg ville være sej - så derfor faldt hun lidt uden for min smag. Til gengæld var jeg vild med hendes stemme. En lyserød tekstur-negl synes jeg var passende til denne Spice Girl.




Victoria (Posh Spice) var lidt for arrogant til min smag - og ikke særlig smilende. Hun var til gengæld den i gruppen med mest stil (selvom det selvfølgelig er en subjektiv sag) - og derfor syntes jeg, at en sort negl var det mest stilrene jeg kunne finde på til at afbillede hende.




Melanie C (Sporty Spice) var den der sagde mig aller mindst - jeg var ikke selv specielt sporty, og jeg ville helst selv være sej og sexet… og derfor sagde hendes stil og personlighed mig ikke så meget. Til gengæld var jeg ret vild med hendes stemme. Jeg syntes, at den fine (host, host) Adidas-stribe på buksen symboliserede hende fint!




I dag forstår jeg disse unge kvinder på en helt anden måde end dengang. Jeg forstod ikke helt som meget und pige, hvor meget disse roller betød for deres brand - og at selv Melanie C kunne være sexet og sej, og Victoria smilende og så videre. Jeg kan dog stadig godt lide musikken - og jeg bliver altid glad når jeg hører deres sange.

Alle bilederne af pigerne er taget fra mit fotoalbum, som jeg for nyligt fandt da jeg ryddede op i mine gamle sager. En skat.




Hvis nogle vil vide, hvor lakkerne er købt - så sig til.

Jeg er meget spændt på hvordan 'Musik' bliver fortolket af de andre - så husk at kigge forbi dem!

- Maria

torsdag den 23. januar 2014

Glitter fra Vietnam #2

Godmorgen blogland

I dag vil jeg kort vise jer endnu en glitter, som jeg fik af min søster, som for nyligt har været i Vietnam. Denne glitterlak har en klar base med forskellig størrelse glitter i forskellige farver - sølv/holografisk, grøn og turkis. Mærket hedder Elite og lakken har nummeret 018 i bunden.




Lakken har samme problemer, som den første lak fra Vietnam, som jeg viste jer - nemlig at der ikke er så meget glitter i basen. Derfor skal der duppes en del, og man skal faktisk placere glitteret som man vil. Dette er ikke nødvendigvis en dårlig ting for mig - jeg kan bedre lide for lidt glitter i en base end for meget, men det er dog meget en smagssag. Glitteret lagde sig dog fint ned på neglen og der krævedes kun ét lag topcoat for at jævne overfladen ud.

Jeg lagde den over 'Nouvelle Vague', som jeg viste jer i går. Jeg synes at resultatet blev meget fint og sjovt.




På det sidste billede er der lagt en mat topcoat ovenpå glitteret.




Lakken er som skrevet købt i Vietnam

- Maria


onsdag den 22. januar 2014

Nouvelle Vague

Godaften derude

Hert il aften vil jeg ganske kort vise jer den mintgrønne lak med lidt sølv-shimmer i fra Chanel - og overskriften viser hvilken lak, jeg taler om, nemlig 'Nouvelle Vague'. Jeg har tidligere fortalt om mine frustrationer ved, at jeg købte denne lak da den kom ud - men så senere solgte den videre. Nu har jeg fået fat i den igen - og den er bare så fin! Jeg er glad for at jeg købte den igen.




'Nouvelle Vague' kræver 2-3 lag for at dække - i denne her omgang fik den 3 lag. Til gengæld synes jeg, at den tørrer relativt hurtigt. Shimmeret kan anes i virkeligheden - og altså lidt mere end på billederne.

Jeg synes at den er så fin. Ahh… dejligt at have den i samlingen igen!






'Nouvelle Vague' er købt på Trendsales (hvor den regelmæssigt dukker op).

- Maria