torsdag den 24. november 2016

Prêt à porter

Dagens lak er fra Dior - og det er en lak, som i min optik, går til det meste. Den er klassisk med et twist. Jeg ledte i min hjerne efter et godt dansk ord, som kunne beskrive dette. Jeg tænkte i retning af det engelske 'wearable', men da jeg forsøger at holde bloggen fri af for meget engelsk - så kunne det ikke blive til min overskrift på dagens indlæg. Jeg delte min frustration over det manglende gode ord med herren i sofaen ved siden af mig - og vi blev enige om at der simpelthen ikke var et godt ord. Herren kan til gengæld fransk og sagde, at man i Frankrig ville sige prêt à porter. Så det blev smidt i overskriften.... For det er jo ikke engelsk... og næsten jo næsten et enkelt sammenhængende ord! Pludselig gav det også mening med denne hjemmesides navn. En aha-oplevelse kalder man det vist.

Lakken hedder 'Riviera' og er en rød lak med stærke orange undertoner. Nogle ville endda sige en orange lak med stærke røde undertoner. Vælg selv. Den fremstår i øvrigt mere neon-agtig på billedet end hvad en er i virkeligheden. 

Den var fin at lægge og dækkede i to lag.

Og nu hvor jeg spørger herren hvad det egentlig præcist betyder - og efter at have googlet, kan jeg se, at det var jo ikke helt det jeg mente. Jeg mente mere i retningen af... anvendelig. Hvilket så skulle have været ordet der kunne betegne lakken... og dermed overskriften. Det bliver altså ikke lavet om nu!






Riviera er en fast del af Diors sortiment (og min er købt i enten Matas eller Magasin). 

- Maria


onsdag den 9. november 2016

Nemesis

Jeg er netop tilbagevendt efter nogle dejlige fridage i Berlin med min kæreste. Vi boede godt, vi spiste godt, og vi så en hel masse - dog mest udefra. Jeg havde håbet på at kunne købe en mindre Chanel-ting med fra byen, men udvalget og særligt servicen i butikken var så ringe, at jeg slet ikke købte noget derfra. Jeg fik dog købt en jakke fra Hugo Boss - samt lidt lak. Naturligvis. Lakkerne skal nok komme på bloggen en gang i fremtiden, men jeg kan dog afsløre at er tre lakker fra Diors julekollektion. Der var i øvrigt intet at spare på kosmetik eller mode-ting i Berlin centrum - kun lidt i lufthavnen.

Sne, nyvalgt præsident og en ekstra fridag er sket siden min hjemkomst til København. Jeg vil ikke gå nærmere i detaljer ift. mine tanker om nogle af tingene - andet end at min forventning vil være, at ingen af delene kommer til at vare evigt (hvilket har vist sig at være sandt allerede med sneen og snart også den ekstra fridag). 

Nå, men af en eller anden grund syntes jeg, at denne lak var den mest oplagte jeg havde at vise i dag. Deri kan man lægge lige nøjagtigt, hvad man vil.

'Nemesis' er en mørk rød metallisk lak med blå undetoner og med et let duokrom effekt (farveskift mod pink i yderkanten) samt spredt holografisk effekt. 'Nemesis' er fra Picture Polish. 

'Nemesis' dækker fint i to lag og er fin at arbejde med. Den er i øvrigt fantastisk smuk i solen. 






Jeg har faktisk vist 'Nemesis' før, der var jeg ikke så begejstret. Se indlægget her.

- Maria