lørdag den 30. maj 2015

HALO

En lille kort hilsen fra en lille Ciaté-lak.

Lakken hedder 'Halo' og er en - i mine øjne - en effekttoplak med shimmer i fuchsia og lilla. Jeg vil ikke forklare så meget, da jeg tænker, at billederne vil vise 'Halo' meget fint.




Jeg lagde et enkelt lag af 'Halo' ovenpå en støvet lilla lak - nemlig 'Insatiable', som I kan se lige her.  Jeg har 'Halo' som minilak, så den var blevet lidt tyk at lægge - jeg har også haft den i over 2 år.

Den er virkelig fin synes jeg. Af en eller anden grund fik jeg kun taget dette gode billede af lakken.




'Halo' kom som en minilak i Ciatés julekalender fra 2012, og var en gave fra min kæreste. 'Halo' kan dog købes i almindelig størrelse flere steder - f.eks. Magasin.

- Maria


torsdag den 28. maj 2015

Fødselsdag ... Fri ... Syg ...

Ja, sådan har mine de sidste par dage gået. Jeg havde fødselsdag i mandags, som blev fejret med familien. Dagen efter havde jeg taget fri med min kæreste - og neeej, hvor skulle vi hygge. Og neeej, hvor var det irriterende, da vi istedet lå i sengen med maver, der lavede ballade. Vi forsøgte at snige os ind til Torvehallerne og spise på Grød, hvor jeg måtte afbryde fordi jeg skulle på toilettet. Øv altså. 

Ja, og så har jeg nu ikke været på arbejde i to dage på grund af min mave. Det er vildt irriterende. Omvendt er det rart ikke at skulle lave så meget. For tiden lægger jeg puslespil - med min kærestes søn, når han er her - og åbenbart alene, når jeg er syg. Jeg krydser fingre for at være klar til arbejde igen i morgen.

I dag vil jeg vise jer en lak, som længe har været på min ønskeliste, nemlig 'You're Such A Budapest' fra OPI. Denne lak er lys kølig lilla med let shimmer i.




'You're Such A Budapest' dækkede nogenlunde ved to lag, hvilket er ok gået for en pastelfarve.

Jeg er desværre ikke så meget til lilla - og jeg kan ikke rigtigt forklare hvorfor. Fin er den, men jeg tror ikke, at den vil komme så meget på neglene.

(I øvrigt bar jeg 'Lady' fra Dior på mine negle til min fødselsdag. Jeg fyldte 29 i øvrigt)






'You're Such A Budapest' er købt i Kvickly.

- Maria


lørdag den 23. maj 2015

Pink!

For ikke så mange måneder gjorde min kæreste mig opmærksom på, at jeg ikke særlig tit går med pink lak. Og det havde han fuldstændig ret i, jeg har meget længe været meget optaget af koral (samt selvfølgelig en masse andre farver også), men lige præcis pink og lyserød har jeg haft sat i bås som lidt tøsede farver. Men ved I hvad - det kan faktisk være helt ok at være lidt tøset. Min kæreste efterspurgte det i hvert fald - og siden da har jeg været langt mere optaget af pink lakker. Tak kæreste.

De lyserøde - sådan rigtig lyserøde - arbejder vi stadig på...

Oprindeligt bestilte jeg 'Sizzle' fra Picture Polish, men det viste sig, at den var mere neon end saftig pink. Bevares, jeg blev ganske forelsket i lakken (og I kan se indlægget om den lige her), men den var altså ikke lige heeelt den pink, som jeg havde sat næsen op efter. Men den har jeg til gengæld fundet nu.

Lad mig præsentere 'Bonheur' fra Dior.




'Bonheur' dækkede smukt i to lag og var helt fin at arbejde med. Og nøj en farve. Virkelig smuk. Den fremstår nok lige en anelse mere saftig på billederne på grund af sollyset. Men hold nu op, det er altså ikke sidste gang, at den kommer til at pryde mine negle.






'Bonheur' er købt i Puerto Rico i Las Palmas, men den er en del af Diors basiskollektion og kan fås f.eks. i Matas og Magasin

- Maria


torsdag den 21. maj 2015

Oldie but goodie!

Jeg kan blive ved med at vise jer denne lak. Den er smuk og fantastisk. Der er her (igen, igen, igen) tale om flakien '56' fra Nfu Oh. Som jeg har vist jer et par gange før - her for eksempel.






Denne gang er '56' lagt over den lilla 'Mauve Naif', som I kan se for sig selv her. Smuk kombination!






'56' er købt ved viis.ee

- Maria


tirsdag den 19. maj 2015

Mere nyt fra Dior

'Rose' er endnu én af Diors sommerlakker for 2015. 

'Rose' er en lys gammelrosa/beige lak med guldshimmer - som er mere synligt end det shimmer, der normalt er i Diors lakker. Det har jeg prøvet at få et billede af.






'Rose' dækkede nogenlunde i to lag, meeen den kunne godt have taget tre. Lige for tiden er jeg ikke helt så bange for VNL, så to lag kunne gå for mig. 

Farven er på en eller anden måde super fin, unik og nude-agtig, men jeg blev af en eller anden grund hurtigt træt af at have den på. Men det er jo egentlig ikke lakkens skyld. Det er heller ikke lakkens skyld, at jeg fik lidt sort hår på ringfingeren.






'Rose' er købt i Magasin.dk

- Maria


søndag den 17. maj 2015

En gammel favorit

Jeg var i sidste weekend til fødselsdag hos min kærestes niece, som blev 10 år gammel. Hun er glad for lak og makeup, så jeg forsøger altid at gøre lidt mere ud af mine negle end bare en ensfarvet lak, når hun skal fejres. Denne gang valgte jeg, at det 'lidt mere' skulle være i form af den gode gamle 'Clowning Around' fra Lush Lacquer (nu: Polish Me Silly).

'Clowning Around' er en klar lak med forskelligfarvet neonglitter. Jeg valgte, at lægge lakken over OPI 'My Vampire Is Buff' - en anden klassiker i øvrigt.






Jeg ved ikke helt hvad det var, men begge lakker drillede mig, da de skulle lægges. 'Vampire' krævede tre lag for at dække (hvor den normalt kræver to) og 'Clowning' var blevet farvet i basen (så den var mere lyserød), og det var lidt sværere at få glitteret på neglene i forhold til, hvordan det tidligere har været. Øv. 

Nedenstående er tre lag 'Vampire' og to lag 'Clowning'. Det er fint, men jeg blev vildt irriteret over, at basen blev mere lyserød i det og at jeg var nøst til at lægge så mange lag. Hmm.





'Clowning Around' er købt på etsy.com, 'My Vampire Is Buff' er købt på Beautybay.com

- Maria


tirsdag den 12. maj 2015

Smørfarvet?

Tja, 'smørfarvet' er åbenbart det tætteste jeg kan komme på en beskrivelse af denne gule lak fra Diors sommerkollektion. Den hedder 'Sunwashed', hvilket faktisk giver god mening, da den er gul - sådan falmet gul. Det lyder ikke af noget skønt, jeg ved det. Men jeg syntes, at den var lidt skæg, så den kom altså med hjem.




'Sunwashed' dækkede ganske imponerende ved to lag, og den var faktisk ok at arbejde med. Det er ret godt klaret af sådan en pastelgul bavian!

Farven er, mærkeligt nok, rigtig fin på. Jeg synes ikke, at den gør min hud mærkeligfarvet, som andre stærkere gule farver har tendens til at gøre. Så jeg er faktisk ganske tilfreds med denne lak. Også selvom den er smørfarvet...

Jeg var desværre nødt til at redigere billederne, da der var lidt for mørkt, da jeg tog dem (dette er også grunden til at farverne varierer en smule fra billed til billede). 






'Sunwashed' er købt i Magasin og er limited edition

- Maria


søndag den 10. maj 2015

Købt brugt

God søndag aften derude.

Min weekend har været alt for kort. Det meste af tiden er gået med praktiske ting - og så en familiefødselsdag. Så der har ikke været så meget tid til afslapning og dårlig tv-kigning. Så jeg glæder mig til næste uge, som bliver en kort én af slagsen for mig (tre dage).

I dag vil jeg vise jer den fine 'Jade Imperial' fra Yves Saint Laurent. 'Jade Imperial' er en søgrøn pastelfarve. Så altså en grøn pastelfarve med grå og blå undertoner.




'Jade Imperial' var dejlig nem at lægge og den dækkede fint i to lag. En vaskeægte no-bullshit-lak. Og smuk... selvfølgelig.






Lakken er købt brugt - på Trendsales

- Maria


onsdag den 6. maj 2015

Aloha!

Jeg kan virkelig godt lide, at OPI laver kollektioner med temaer (tit lande eller områder) og hvor hver lak har et navn, der passer til temaet. Det giver lidt ekstra lak-glæde, specielt fordi man tit kan forholde til navnene - hvor f.eks. Essies navne er sjove, men de også lidt grebet ud af en kontekst. 

Denne røde fra OPI hedder 'Aloha From OPI' og er naturligvis fra deres Hawaii-kollektion. Det er en smuk, smuk farve - den rød, men den er også pastelagtig og med lidt blå undertoner.




'Aloha From OPI' dækkede ved to lag og var ganske fin at arbejde med. Og farven er som jeg beskriver super smuk og interessant. Jeg havde den på, da vi var på ferie i starten af april - og det var bare den helt rigtige farve til det. Jeg blev overhovedet ikke træt af at have den på.


Ja, der er kun ét billede - det er for dårligt... Men jeg kan simpelthen ikke finde det andet. Så I må nøjes!




'Aloha From OPI' er købt i Magasin

- Maria


mandag den 4. maj 2015

Refleksioner...

Ikke den slags man gør sig i hovedet - men den slags der kan komme på neglebilleder, når lakken er mørk og glansfuld og lyset er helt forkert rigtigt. Dén slags refleksioner er der mange af på billederne nedenunder af lakken 'Mauve Naif'.

'Mauve Naif' er fra Yves Saint Laurent - og denne lak er en del af deres basiskollektion. Lakken er mørk lilla. Ikke så meget ballede.




'Mauve Naif' var meget let at lægge og den krævede to lag for at dække.

Som jeg skriver, så er der ikke så meget ballade med denne lak. Den er mørk lilla, præcis som den skal være. Og selvom billederne har lidt vel rigeligt med refleksioner, så er der noget smukt over dem alligevel, synes jeg.






'Mauve Naif' er købt på Trendsales

- Maria