Hej alle jer, der læser min blog. Jeg tænker, at indlæg nr. 100 giver anledning til en slags status. Forbered jer på et langt indlæg!
Jeg var i lang tid i tvivl, om jeg skulle lave en blog eller ej - og jeg har været rigtig glad for min beslutning om at komme i gang med bloggeriet. Jeg har fået mange søde kommentarer fra forskellige læsere og anmodning om tips til diverse negle-relaterede ting, og så har jeg jo indtil videre haft et fint samarbejde med billigvoks.dk. Men mest af alt har jeg virkelig hygget mig med at lægge lak, lave billeder og skrive indlæg. Og det er jo trods alt det vigtigste - at jeg selv er vild med at arbejde/hygge med bloggen.
Jeg havde håbet på, at indlæg nummer 100 kunne være festligt - med fyrværkeri, giveaways og cocktails. Men desværre bliver det lidt mindre festligt. Jeg står nemlig i den situation, at jeg blev ringet op i mandags af en sygeplejerske, der sagde at min far akut skulle opereres for en bristet udposning på hovedkranspulsåren, og at jeg langt fra kunne være sikker på at han ville vågne op igen. Jeg sad stortudende og chokeret og ventede 3 timer før samme sygeplejerske ringede til mig og sagde, at operationen var gået fint, og han nu var lagt i respirator. Min far er i bedring, men ligger stadig på en intensiv afdeling og har det meget dårligt (dog ikke længere i respirator). Jeg har heldigvis kunnet snakke med ham, hvilket har været rigtig dejligt.
I dag har jeg søgt informationer omkring min fars tilstand (hvilket jeg helt bevidst ikke gjorde da jeg ventede på opkaldet fra sygeplejersken). Og jeg kan umiddelbart læse mig frem til, at min far er en af de få heldige 10-20 % der overlever denne type bristning. Ja… så jeg afventer i forhold til min fars situation - og vil selvfølgelig bruge tid på at støtte ham i sit kommende forløb. Heldigvis er lægerne positive, og de mener, at han nok skal komme sig. Men det har stadig været en voldsom oplevelse - ikke mindst for min far. Og oveni i dét - så skriver jeg speciale og har simpelthen ikke tid til at rive alle mine dage ud af kalenderen for at sidde og støtte min far - selvom det jo er det, jeg har mest lyst til. Bum.
Nå, men helt kort - det kommer slevfølgelig til at påvirke bloggen. I kan nok ikke helt regne med samme aktivitet fra min side af. Jeg vil prøve stadig at deltage regelmæssigt i f.eks. Fælles Fredag, men jeg kan desværre ikke garantere noget. Jeg har også lovet, at lav et indlæg om hvordan jeg plejer mine negle og hænder - og det kan også være, at der kommer til at gå noget tid før det kommer op på bloggen.
Nå - nu til dagens lak! Efter sygeplejersken havde sagt, at min far havde overlevet operationen - og stormen stadig rasede i så voldsom en grad at jeg ikke kunne tage til sygehuset - besluttede jeg mig for at lakere mine negle… nok mest af alt for at få lidt ro. Jeg tænkte, at lysegrøn var en god farve til at symbolisere lidt håb. Et håb om at man kunne sige det samme om min fars tilstand som om stormen - at det var voldsomt og peakede hurtigt, men at det hele hurtigt var ovre igen. Jeg valgte 'Maximillian Strasse Her' fra Essie. 'Maximillian Strasse Her' er grå-grøn creme-lak.
'Maximillianstrasse Her' var ok at lægge, men den var lidt ujævn på en eller anden måde. Den fik to lag og et tykt lag topcoat, men jeg synes alligevel at man kan ane ujævnhederne. Farven, synes jeg dog, er meget fin. I virkeligheden er 'Maximillian Strasse Her' lidt mere grå.
'Maximilian Strasse Her' er købt på trendsales.dk
Hvis nogle skulle undre sig over, at jeg postede et indlæg tirsdag morgen - så er det fordi det havde været planlagt siden søndag.
Jeg får lyst til at vise et billede af min far, men det har jeg jo allerede gjort her. Jeg krydser fingre for at han klarer den.
- Maria
Kære Maria.
SvarSletJeg håber så indeligt, at din elskede far kommer godt igennem.
Knus Bodil Klitholm
bodil.klitholm@stofanet,dk
PS! Ønsker ikke at være anonym, men kan ikke finde ud af de andre muligheder for at sende :-)
Tak for den søde besked Bodil. Jeg tror og håber også på, at han klarer den - tak for støtten.
SletÅh, hvor lyder det forfærdeligt! Jeg sender varme tanker og masser af helende energi!
SvarSletTak Miriam, dem tager jeg til mig!
Slet